EN AFTEN PÅ HELVEDESRUTEN

Middelalder for fuld smadder med Egil og Ane

Hvordan lugtede, smagte og lød middelalderen? Hvordan var det at rejse gennem en verden af pest, mudder, lejesoldater, hellige relikvier, blodige magtkampe og en kirke, der både kunne frelse sjælen og få kroppen brændt?

Med trilogien Helvedesruten som rejsefører tager jeg publikum med ind i Egil og Anes rå, farverige og temmelig farefulde verden. Til begyndelsen af 1500-tallet, hvor Christian II blev styrtet fra tronen, Kalmarunionen vaklede, den gamle tro blev udfordret, og Norden stod midt i et opbrud, der skulle forandre historien.

Undervejs fortæller jeg om det omfattende arbejde bag bøgerne. Om krøniker, historiske personer og virkelige begivenheder. Om livet på vejene, til søs, i borgene og blandt helt almindelige mennesker. Og om alle de steder, hvor den historiske virkelighed viste sig at være så voldsom og mærkværdig, at der næsten ikke var behov for at digte videre på den.

Det bliver en sanselig og underholdende rejse gennem både middelalderen og forfatterens værksted – med billeder, kort, fortællinger og enkelte afstikkere ned i historiens mere skumle afkroge. Samtidig løfter jeg sløret for, hvordan historisk viden bliver til levende fiktion, og hvor grænsen går mellem det, vi ved, det, vi tror, og det, en romanforfatter tillader sig at finde på.

Foredraget er for både historieelskere, romanlæsere og alle andre, der har lyst til en aften med middelalder for fuld smadder.

Det kræver ikke forhåndskendskab til bøgerne.

VARIGHED: Ca. halvanden time, evt med pause.

PRIS: 7.500 DKK.

For spørgsmål og yderligere oplysninger om foredraget, kontakt mig på:

kontakt@rasmusnielsenforfatter.dk

+45 26 85 59 68

For bookning af foredraget, kontakt Arte Booking på:

booking@artebooking.dk

+45 38 48 14 00